Peter Andreas Gyth

DatoStedKilde
Født :17 Aug 1818Torpegaard ved Kalundborg-
Død :21 Mar 1910Kalundborg-

Alder : 91
Stilling : kancelliråd

Noter : Peter Andreas Gyth begyndte sin karriere som fuldmægtig på
birkekontoret i Slagelse, derefter kom han til godskontoret på
Birkendegård og efterfulgte derefter sin fader som herredsfuld- mægtig
for Arts og Skippinge herreder med kontor i Kalundborg. Dette embede
beklædte han i over 30 år under tre herredsfogeder, og ved sin afsked
blev han udnævnt til kancelliråd.

Som kancelliråd Gyth omtales han stadig med den største respekt og
højagtelse i Kalundborg.

Han var desuden auktionsholder og forligsmægler, og i de få år,
Holbæk Amts Bank eksisterede, var han dennes administrerende
direktør og sad i bestyrelsen for Kalundborg og Omegns Sparekasse i
det meste af dennes levetid.

I 1876 købte han den smukke empiregård Torvet no.: 12, der nu er
fredet og kendes som »Gyths gård«.

Gyth mistede tidligt sin hustru, men dennes søster »Moster Signe«
overtog som husbestyrerinde dennes plads. Gyth selv blev meget
gammel og døde i 1910, 91 år gammel, som byens ældste mand.

Professor Chr. Elling har i Politikens kronik 30. apr. 1944 tegnet
følgende billede af kancelliråden som byens »patriark«.

»Oppe paa det store øde Torv laa Kancelliraadens Gaard. Den gjorde
sig godt gældende med sin lange Vinduesrække og Midtpartiets
klassiske Pilastre, der bar en Trekantgavl. To store Lindetræer foran
Huset kuplede deres Kroner op over Tagryggen. Enhver maatte
forstaa, at i denne Gaard havde en Patricier hjemme. Den høje
Stentrappe op til Hoveddøren var en meget vigtig Ting. Thi paa den
kunde Kancelliraaden kundgøre sin Magt og Herlighed for den ganske
Stads Øjne. Den var som Tribunen i et profant Mysteriespil, en vidt
synlig Scene med de antike Pilastre som Baggrund og Træernes Løv
som Soffitter. Her lod Kancelliraaden sig til Syne, snart i en Pilatus'
Rollefag, snart som en tordnende Jupiter. Betragtet med en Uindviets
Blik var dog de offentlige Kulthandlinger, han foretog paa Trappens
Podium, saa temmelig dagligdags. Han traadte frem med Herskerens
Ro og udbankede sin lange Pibe paa Rækværket. Den gule Sovs flød
mod Jorden som en Offerdrik. De Personer, der søgte en Kælderbutik,
hvis Indgang laa for Kancelliraadens Fod, paaskønnede ikke denne
Ritus; det er mig bekendt, at enkelte gjorde Forestillinger, men de viste
sig frugtesløse. Vor Dignitar afviste alle Klager med harmfuld
Forundring: »Staar jeg ikke paa min egen Trappe?« Med dens solide
Kvadre som Plint var han urørlig som et Monument, Byens eneste. Jeg
har engang set en aldrende Lugekone stige op ad Trinene til
Kancelliraaden, nærmende sig ham med en Yndlings frækt-fortrolige
Smil. Men Rangspersonen, med Piben i Haanden som et Scepter,
formelig saa hende ned igen. Han var af Franz Josephs og Dronning
Victorias Generation (født ca. 1820) og fungerede aldeles som de
nævnte Monarker over for Personer, der vilde antaste dem med
Skæmt, naar Signalet dertil ikke var givet.

Kancelliraaden var det elskeligste Menneske. Naar han modtog sine
Gæster inde i Stuerne, der om Sommeren altid henlaa i et grønt Skær,
udfoldede han et stateligt og hjertevindende Galanteri. Havde han i
nogen Tid underholdt sig med Damerne paa Kaffevisit om
Eftermiddagen, trak han sig tilbage til sit Kontor med nogle forbindtlige
Ord. Denne Proces: at trække sig tilbage er nu formentlig en uddød
Kunstart. Den fordrer stort Herredømme over Legemet hos sin Udøver,
ogsaa en elegant Replikbehandling. Thi under Evolutionerne anbefaler
man sig. Kancelliraaden mestrede Ceremonien perfekt. jeg betragter
det som en Gave, at det forundtes mig at se den udført autentisk, af en
Mand, for hvem den var Natur. Teatrets père noble faar mig til at smile,
naar han forsøger sig i den Idræt.

Inden for sin juridiske Embedsvirksomhed havde Kancelliraaden ikke
megen Lejlighed til at føre sine absolutistiske Tilbøjeligheder ud i Livet.
Og i min Tid var den ældgamle Herres Syssel i sit Kontor nok kun en
tom Rutine med Ordning af længst glemte Sager, en rørende Vane.
Men i sit Familieliv vedligeholdt den bedagede Hædersmand alle
Traditioner fra Enevælden, vor blide Enevælde, der blot stundom
buldrede. Han skænker engang Fløde i Kaffen, saa deti sejler over alle
Bredder. Svigerinden, der styrer Huset, slaar kaglende Alarm, til hvilket
den Gamle bemærker med Fynd: »Fløden skal Fanden piske mig være
der«. Det bestemte Kvantum, brugt i op mod trekvart Aarhundrede til
en Kop Kaffe, fordrer sin Ret, ske hvad der vil. I en saadan Situation
udviser Kancelliraaden en Fasthed, en Karakterens Bravur, som
selveste Stemann i Kancelliet.

Paa sin 90 Aars Fødselsdag glimrede han for sidste Gang, omgivet af
Slægt og Venner i »Salen.

En prægtig Skikkelse med sit store tunge Ansigt, bræmmet af
Kindskæg, og sine lysende venlige Øjne. Men da Jubeloldingen skulde
slutte sin Tale, giorde Aanden sig fri af Øjeblikket, fortælles det.
Gubben glemte Stedet, forvekslede Talen med Koncepten og endte sit
Foredrag med Ordene: »og tegner jeg mig med Højagtelse Deres
ærbødige og hengivne N. N.« Saaledes afrundede han Festen med et
Aktstykkes kalligraferede Slutkompliment og forlod sit lange Livs sidste
Højtidscene med et Buk og Haanden paa Brystet«.

I en kronik i Berlingske Aftenavis 3. jan. 1955 uddyber professor Elling
billedet som følger:

»Jeg husker selv Sigrid Undsets Morfar, Kancelliraad Peter Andreas
Gyth i Funktion som Absolutist. Han hælder Fløde i sin Kaffekop, saa
det skyller over Dugen. Frøken Worsøe, der styrede hans Hus, himler
op med sin høje Fuglestemme: »Gyth. Gyth! Fløden, Fløden!« Han,
værdigt: »Ja, ja, lille Svigerinde, jeg har da selv betalt den«. Han
fortsætter ufortrøden, ny Protest - saa falder den afsluttende Replik:
»Fløden skal Fanden piske mig være der!« Det vante Maal skal
udgydes, om saa det flød mellem Kopperne.

Gennem et Par Menneskealdre havde Kancelliraaden for Skik at banke
sin lange Pibe ud mod det jernrækværk, der smykkede Fritrappen
foran hans Gaard. Staaende paa sit Podium, med fire Pilastre bag sig,
overskuede han Torvet med Velvilje. At der var Nedgang til en
Spækhøkers Kælder under Trappen, behagede han at ignorere. Klager
fra opbragte Personer, der ikke skøttede om at faa Tobakssauce ned
bag Flippen, modtog han med dyb Undren: »Maa jeg ikke banke min
egen Pibe ud paa min egen Trappe?« Verden var af Lave. Den
prægtige gamle Mand lod iøvrigt ingen gaa uhjulpen fra sin Dør.«

FarMor
Jens Nicolai GythAnne Michaelsdatter
ÆgteskabBørn
08 Jan 1886 - Clara Petrea Severine Worsøe 30 Maj 1855 - Anna Charlotte Gyth
26 Okt 1856 - Agnes Johanne Marie Vilhelmine Gyth
29 Maj 1858 - Waldemar Gyth
31 Dec 1859 - Jens Nicolai Albert Peter Andreas Gyth
23 Nov 1860 - Vilhelm Adolf Leopold Gyth
16 Dec 1863 - Anna Michelle Laurentze Gyth
04 Maj 1865 - Dagmar Elisabeth Susanne Gyth
14 Aug 1866 - Gunni Ulrikke Elisabeth Gyth
17 Dec 1867 - Clara Petrea Severine Gyth

Peter Andreas Gyth
* 17 Aug 1818
† 21 Mar 1910
Jens Nicolai Gyth
* 1782
† 06 Jan 1869








Anne Michaelsdatter
* 1791
† 01 Nov 1858
Andreas Broch Gyth
* Omk 1741
† 15 Maj 1828


Ingeborg Mouritzen
* Omk 1748
† 12 Apr 1834



Michael Nicolaisen
* 1761
† 16 Feb 1834


Anna Madsdatter
* 1754
† 18 Sep 1828
Peter Broch Gyth
* Omk 1719 - † 1790
Elisabeth Svedal Eckleff
* Omk 1711 - † 1783


- - -

- - -

Nicolai Hansen
* 1688 - † 1764
Sophie Michelsdatter
* 1715 - † 1801

Mads Andersen
* 1733 - † 1791
Cathrine Pedersdatter
* 1716 - † 1792

Win-Family v.6.0Webmaster -------- Homepage23 Mar 2000