Noter : LAMBERT FRANCK WORSØE, f. 13. marts 1812 i Låstrup, død 1. jan. 1874 i Vollerup, Raklev sogn, viet 1839 til JACOBINE BIRGITTE WALTHER, f. 9. juni 1815 i Vallekilde, datter af sognepræst Jens Kragh Walther og Henriette Christine Sophie Klein, død 30. okt. 1884 i Nordrup. Dimitteret fra Jonstrup Seminarium 1834, fra 1. sept. 1838 til sin død 1874 lærer i Vollerup i Raklev sogn. Vollerup skole beskrives i 1843 som følger: skoleboligen består af 7 fag grundmuret teglhængt hus, hvoraf de 4 fag er til skolestue og gang til skolen og lærerens bolig, som består af de øvrige 3 fag, delt i stue og sovekammer. Til skoleboligen er tilbygget 3 fag bindingsværk af husets halve bredde indrettet til køkken og spisekammer. Ladelængen består af 6, i året 1838 af nyt opbygte, fag indrettet til lade, bryggers og pigekammer. Desuden haves et gammelt udhus. 6 fag stort, indrettet til stald, tørv- og hølade. Middeltallet af skolesøgende børn i de sidste 5 år er: 100. Den faste løn er: 4 tdr. 4 skp. rug, 6 tdr. 6 skp. byg samt 84 rdl. i skoleløn. Offer og accidentser andrager ca. 85 rdl. årlig. Skolelodden er beliggende ved skolen og byen og indeholder lidt over 9 tdr. land, af en sandet, mager beskaffenhed. Der kan årligt græsses og fodres 3 køer og 4 får. (Jepsen og Thastum: Skole-Calender, 1842-43). Indtægterne var altså ikke store, og de blev yderligere formindsket, da der omkr. 1860 byggedes en ny skole i Illerup og ansattes en tredie lærer. Den hjælp, som han derfra havde haft til dyrkningen af jorden, gik tabt, og han fik heller ikke fuld erstatning for sine tidligere indtægter. Imidlertid var de ældste børn på det tidspunkt ved at komme hjemmefra, så det hjalp noget på forholdene. Efter hans død flyttede enken til sønnen, der var lærer i Nordrup, hvor hun døde 1884 uden at efterlade sig noget. 5 børn: 3. slægtled no.: 16-20.
|