Noter : LAURIDS SØRENSEN WORSØE, f. 18. okt. 1711, er foruden Wilhelm Adolph Worsøe den eneste af brødrene, der idag har efterkommere med navnet Worsøe levende. I sit 12. år kom han ud som skriverdreng hos krigsråd Hans Folsach og senere hos Niels Morville, men 18 år gammel kom han til Peder Wøldikes private latinskole i Sommersted præstegård, hvorfra han dimitteredes 1730. I 1734 blev han cand. teol., 1736 interimspræst i Trige og Ølsted hos provst Christopher Bøgh, hvis datter Ide Margrethe han ægtede den 8. nov. 1736. Hun var født d. 24. jan. 1716 og frembåret i kirken d. 12. febr. af amtmand Hans Nansens hustru Maren Tygesdatter jespersen! Laurids Sørensen Worsøes hustru var Seidelin-efterkommer, og han er derfor udtømmende biograferet i Den Seidelinske Slægtsbog (bd. 2 s. 485-495). Fra 1739 til sin død 12. juli 1780 var han sognepræst for Blegind og Hørning menigheder og fra 1763 tillige provst over Hjelmslev herred. Han har været en betydelig personlighed og synes desuden at have arvet faderens økonomiske sans. I sin levetid er han slægtens midtpunkt, og hos ham finder hans faders gamle søskende deres tilflugt i alderdommen. Ved hans død hedder det i gravskriften i Den Viborg Samler, at han »begrædes veemodig, ei allene af hans efterladte Enke, Børn og Menigheder, men af det heele Herred, ja af alle i den ganske Egn «, og i Blegind kirke opsattes en mindetavle.
Hans stærke personlighed er af befolkningen på egnen blevet tolket, som havde han magt over Den Onde selv. I de mangfoldige sagn, der er opnoteret om hans overnaturlige gerninger, optræder han under navnet Slante-Lavs eller Slantelavst, og den, der skriver disse linjer, har ved et besøg i den gamle præstegård, som han lod bygge i 1743, oplevet den ære at blive præsenteret slet og ret som »en efterkommer af SlanteLavs«. I Tang Kristensens samlinger vil man kunne finde over en snes af disse sagn gengivet, og Seidelin refererer de kendteste. Der skal her derfor kun gengives to, idet det forekommer, at netop disse to siger lidt om den respekt, der må have stået om ham. Begge sagn gengives forkortet efter Tang Kristensen. Søren Hansen i Hårup fortalte: Slantelavst kom fra Silkeborg her op gennem skoven. Der kom en mandolden tyr efter ham, og han for hen og ville op i en bøg, men kunne ikke klyve op i den. Så satte han den i bande, og den gik også ud. Derefter rendte han herop oven i skoven og kom til en eg, og den kom han op i. Så lyste han velsignelsen over den, og den var fuld af agern hvert evige år (IV/1074). Marius Rasmussen i Hulbæk fortalte: Når Slantelavst i Blegind jordede et lig, så plejede han altid at fortælle ved kisten, hvor den døde var gået hen, enten til himmerig eller helvede. Folk ville jo ikke godt tro, at han sådan kunne vide det, så var der en mand, der ville Prøve ham af. Han lagde sig i en kiste og stillede sig an, som han var død, og så skulle Slantelavst da til at jorde ham og holde ligtale over ham. Da han nu havde begyndt, sagde han, at det var mærkeligt, at han hverken kunne finde ham i himmerig eller helvede. Da han så havde stået og grundet en lille smule, sagde han: »Nu har jeg fundet ham, han er i helvede«. Folk sagde, at det var løgn, og de gik hen og tog låget af kisten, men da viste det sig, at manden var død. (Ny rk. IV/543).
Nok er mange af sagnene vandresagn, men de er ikke blevet hæftet på alle præster. På vejen mellem Blegind og Hørning havde han plantet en poppel, et såkaldt brandtræ, idet præstegården ville brænde, hvis træet blev fældet. Først i 1960'eme er det faldet for en vejudretning. Præstegården brændte naturligvis ikke - den var nemlig netop blevet revet ned.
Den pietistiske biskop Hygum karakteriserede i 1743 hans prædiken som »hvad materien belanger gandske opbyggelig og vel, men hans mæle og udvortis gaver til at tale ere ikke med de bedste. Iøvrigt er hans væsen, som det sømmer en Præste-Mand, stille og adstadig, og hans levnet ustraffelig, hand strider og ikke mod Sandheden i Christo, men saa vidt det staar i hans Magt befordrer hand den samme«.
Provst Laurids Sørensen Worsøes efterkommere fører idag det her afbildede våben tegnet af Fr. Britze til boghandler Børge Worsøe og optaget i Heraldisk Selskabs våbenrulle som nr. 345. Våbenet er tegnet på grundlag af en gammel signet, hvor de tre tulipaner findes anbragt på hjælmen. Når det i »Våbenførende Slægter i Danmark« bd. 1 s. 150 anføres, at denne signet skal have været anvendt af Laurids Sørensen Worsøe, er det ikke rigtigt, idet denne som sin far kun anvendte sine sammenslyngede initialer i signeten. Hans segl findes på et brev dateret Blegind præstegård 29. dec. 1762 i Hjelmslev herreds provstearkiv (LA, Viborg). Derimod anvender hans søn Jørgen Seldelin Worsøe den omtalte signet. |