Clara Petrea Severine Worsøe 

CLARA PETREA SEVERINE WORSØECLARA PETREA SEVERINE WORSØE

Født 12. august 1826 i Låstrup(Rinds Herred ved Viborg).

Død 24. dec. 1867 i Kalundborg.

PETER ANDREAS GYTHViet 16. juni 1854 i Kalundborg til PETER ANDREAS GYTH, født den 17. august 1818 på Torpegård i Bregninge sogn, søn af herredsfuldmægtig Jens Nicolai Gyth og Anne Michaelsdatter, død den 21. marts 1910 i Kalundborg.

Peter Andreas Gyth begyndte sin karriere som fuldmægtig på birkekontoret i Slagelse, derefter kom han til godskontoretpå Birkendegård og efterfulgte derefter sin fader som herredsfuld- mægtig for Arts og Skippinge herreder med kontor i Kalundborg. Dette embede beklædte han i over 30 år under tre herredsfogeder, og ved sin afsked blev han udnævnt til kancelliråd.

Som kancelliråd Gyth omtales han stadig med den største respekt og højagtelse i Kalundborg.

Han var desuden auktionsholder og forligsmægler, og i de få år, Holbæk Amts Bank eksisterede, var han dennes administrerende direktør og sad i bestyrelsen for Kalundborg og Omegns Sparekasse i det meste af dennes levetid.

I 1876 købte han den smukke empiregård Torvet no.: 12, der nu er fredet og kendes som »Gyths gård«.

Gyth mistede tidligt sin hustru, men dennes søster »Moster Signe« overtog som husbestyrerinde dennes plads. Gyth selv blev meget gammel og døde i 1910, 91 år gammel, som byens ældste mand.

Professor Chr. Elling har i Politikens kronik 30. apr. 1944 tegnet følgende billede af kancelliråden som byens »patriark«.

»Oppe paa det store øde Torv laa Kancelliraadens Gaard. Den gjorde sig godt gældende med sin lange Vinduesrække og Midtpartiets klassiske Pilastre, der bar en Trekantgavl. To store Lindetræer foran Huset kuplede deres Kroner op over Tagryggen. Enhver maatte forstaa, at i denne Gaard havde en Patricier hjemme. Den høje Stentrappe op til Hoveddøren var en meget vigtig Ting. Thi paa den kunde Kancelliraaden kundgøre sin Magt og Herlighed for den ganske Stads Øjne. Den var som Tribunen i et profant Mysteriespil, en vidt synlig Scene med de antike Pilastre som Baggrund og Træernes Løv som Soffitter. Her lod Kancelliraaden sig til Syne, snart i en Pilatus' Rollefag, snart som en tordnende Jupiter. Betragtet med en Uindviets Blik var dog de offentlige Kulthandlinger, han foretog paa Trappens Podium, saa temmelig dagligdags. Han traadte frem med Herskerens Ro og udbankede sin lange Pibe paa Rækværket. Den gule Sovs flød mod Jorden som en Offerdrik. De Personer, der søgte en Kælderbutik, hvis Indgang laa for Kancelliraadens Fod, paaskønnede ikke denne Ritus; det er mig bekendt, at enkelte gjorde Forestillinger, men de viste sig frugtesløse. Vor Dignitar afviste alle Klager med harmfuld Forundring: »Staar jeg ikke paa min egen Trappe?« Med dens solide Kvadre som Plint var han urørlig som et Monument, Byens eneste. Jeg har engang set en aldrende Lugekone stige op ad Trinene til Kancelliraaden, nærmende sig ham med en Yndlings frækt-fortrolige Smil. Men Rangspersonen, med Piben i Haanden som et Scepter, formelig saa hende ned igen. Han var af Franz Josephs og Dronning Victorias Generation (født ca. 1820) og fungerede aldeles som de nævnte Monarker over for Personer, der vilde antaste dem med Skæmt, naar Signalet dertil ikke var givet.

Kancelliraaden var det elskeligste Menneske. Naar han modtog sine Gæster inde i Stuerne, der om Sommeren altid henlaa i et grønt Skær, udfoldede han et stateligt og hjertevindende Galanteri. Havde han i nogen Tid underholdt sig med Damerne paa Kaffevisit om Eftermiddagen, trak han sig tilbage til sit Kontor med nogle forbindtlige Ord. Denne Proces: at trække sig tilbage er nu formentlig en uddød Kunstart. Den fordrer stort Herredømme over Legemet hos sin Udøver, ogsaa en elegant Replikbehandling. Thi under Evolutionerne anbefaler man sig. Kancelliraaden mestrede Ceremonien perfekt. jeg betragter det som en Gave, at det forundtes mig at se den udført autentisk, af en Mand, for hvem den var Natur. Teatrets père noble faar mig til at smile, naar han forsøger sig i den Idræt.

Inden for sin juridiske Embedsvirksomhed havde Kancelliraaden ikke megen Lejlighed til at føre sine absolutistiske Tilbøjeligheder ud i Livet. Og i min Tid var den ældgamle Herres Syssel i sit Kontor nok kun en tom Rutine med Ordning af længst glemte Sager, en rørende Vane. Men i sit Familieliv vedligeholdt den bedagede Hædersmand alle Traditioner fra Enevælden, vor blide Enevælde, der blot stundom buldrede. Han skænker engang Fløde i Kaffen, saa deti sejler over alle Bredder. Svigerinden, der styrer Huset, slaar kaglende Alarm, til hvilket den Gamle bemærker med Fynd: »Fløden skal Fanden piske mig være der«. Det bestemte Kvantum, brugt i op mod trekvart Aarhundrede til en Kop Kaffe, fordrer sin Ret, ske hvad der vil. I en saadan Situation udviser Kancelliraaden en Fasthed, en Karakterens Bravur, som selveste Stemann i Kancelliet.

Paa sin 90 Aars Fødselsdag glimrede han for sidste Gang, omgivet af Slægt og Venner i »Salen.

En prægtig Skikkelse med sit store tunge Ansigt, bræmmet af Kindskæg, og sine lysende venlige Øjne. Men da Jubeloldingen skulde slutte sin Tale, giorde Aanden sig fri af Øjeblikket, fortælles det. Gubben glemte Stedet, forvekslede Talen med Koncepten og endte sit Foredrag med Ordene: »og tegner jeg mig med Højagtelse Deres ærbødige og hengivne N. N.« Saaledes afrundede han Festen med et Aktstykkes kalligraferede Slutkompliment og forlod sit lange Livs sidste Højtidscene med et Buk og Haanden paa Brystet«.

I en kronik i Berlingske Aftenavis 3. jan. 1955 uddyber professor Elling billedet som følger:

»Jeg husker selv Sigrid Undsets Morfar, Kancelliraad Peter Andreas Gyth i Funktion som Absolutist. Han hælder Fløde i sin Kaffekop, saa det skyller over Dugen. Frøken Worsøe, der styrede hans Hus, himler op med sin høje Fuglestemme: »Gyth. Gyth! Fløden, Fløden!« Han, værdigt: »Ja, ja, lille Svigerinde, jeg har da selv betalt den«. Han fortsætter ufortrøden, ny Protest - saa falder den afsluttende Replik: »Fløden skal Fanden piske mig være der!« Det vante Maal skal udgydes, om saa det flød mellem Kopperne.

Gennem et Par Menneskealdre havde Kancelliraaden for Skik at banke sin lange Pibe ud mod det jernrækværk, der smykkede Fritrappen foran hans Gaard. Staaende paa sit Podium, med fire Pilastre bag sig, overskuede han Torvet med Velvilje. At der var Nedgang til en Spækhøkers Kælder under Trappen, behagede han at ignorere. Klager fra opbragte Personer, der ikke skøttede om at faa Tobakssauce ned bag Flippen, modtog han med dyb Undren: »Maa jeg ikke banke min egen Pibe ud paa min egen Trappe?« Verden var af Lave. Den prægtige gamle Mand lod iøvrigt ingen gaa uhjulpen fra sin Dør.«